Spring til indhold

Klimaugen byder på en gratis tur med bussen

PRESSEMEDDELELSE | Som en del af Klimaugen i uge 11, bliver det gratis at tage bussen fredag den 15. marts. Det gælder al transport med bus fra Holbæk Kommune og igennem Holbæk Kommune.
13.03.2019

Når Dansk Naturfredningsforening, afdeling Holbæk, i denne uge holder Klimauge, bliver det med ekstra fokus på den grønne og kollektive trafik. Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har nemlig godkendt et forslag om at gøre det gratis for passagererne at tage bussen fredag den 15. marts. Udgiften til at lade busserne være  gratis én dag finansieres af en del af den besparelse, der er opnået, ved at busforbindelsen til Sportsbyen er blevet udskudt.

”På opfordring af DN har vi forsøgt på bedste vis at bidrage til Klimaugen i Holbæk Kommune. Kollektiv trafik er miljø- og klimavenlig og så bidrager den til at binde den kollektive trafik i kommunen bedre sammen. Derfor dette bidrag i forbindelse med Klimaugen - en klimavenlig gave til vores borgere og en fin måde at støtte op om kli-maugen på”, siger John Harpøth. ”Ved at lave en gratis bus-dag, sætter vi fokus på grøn omstilling og inspirerer til, hvordan vi hver især kan bidrage til en grøn udvikling i hverdagen. Holbæk Kommune er med i den grønne dagsorden, her f.eks. ved at vælge bussen frem for bilen og dermed bidrage til mindre CO2-udledning.”, slutter han.

Kør gratis med bus den 15. marts

Den 15. marts kan alle derfor køre gratis med bus i Holbæk Kommune. Det gælder både kommunale busser, tværkommunale busser samt regionale busser. Denne løsning er valgt for at sikre, at det er et tiltag som alle borgere, der anvender bus i det valgte tidsrum, kan opnå besparelse ved, ligegyldigt om de starter deres rejse i Holbæk Kommune eller blot rejser igennem kommunen.

Passagerer kan køre gratis med følgende linjer: 228, 420, 490, 501A, 502, 504, 505, 506, 511, 512, 513, 520, 530, 540, 541, 542, 560, 581, 582, 583, 584, 585, 586, 587, 588 og 589. Gratiskørslen vil gælde hele linjen, og ikke kun den del, der køres indenfor Holbæk Kommunes grænse.

Gratisprincippet i busserne gennemføres ved, at rejsekortudstyret i busserne i hele driftsdøgnet indstilles til Check ud, og ved at chaufførerne ikke sælger billetter.

Grøn og Bæredygtig kommune

I Kommunalbestyrelsens Arbejdsprogram 2018 indgår ’Grøn og Bæredygtig Kommune’ som et prioriteret fokusområde i udviklingen af Holbæk Kommune. En af målsætningerne i dette projekt er, at kommunen skal fremme den grønne transport og herunder styrke den kollektive trafik i Holbæk Kommune. Danmarks Naturfredningsforening, Holbæk, arrangerer en Klimauge i uge 11, 2019. I den forbindelse har de forespurgt Holbæk Kommune, om det er muligt at gøre det gratis at køre med bus i denne uge. Et forslag, som med den gratis bus-dag den 15. marts, nu er blevet en realitet.



Feedback

Sidst opdateret

14.03.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin